Haven – det langsomme skuespil

Det gælder ikke i alle tilfælde; nogle gange er det sikkert omvendt. Men adskillige gange når jeg har snakket med andre kvinder om ændringer i haven er der kommet et hjertesuk: “Ja, det kunne jeg også godt tænke mig, men hvordan får jeg ham til at hjælpe med det”.

Den slags findes der ingen universalløsning på. Men med ægtefæller er det nogen gange lige som med haver: Et godt resultat kræver omtanke og mange års pleje! Hvis den tid er omme, hvor ens mand føler en ubændig trang til at vise, hvor hurtigt han kan luge haven eller flytte en busk – og nu hellere vil ligge i hængekøjen, hvad gør man så? Det afhænger naturligvis af situationen.

En hængekøje kan være en udmærket gulerod at holde frem. Jeg ser for mig en tegning af Anders And, der med et lille træ i den ene hånd og en spade i den anden udbryder: “Under æbletræets skygge vil til sommer jeg mig hygge!”. Så hurtigt vokser træerne jo ikke, men når træerne er plantet, så fortæl, at man i nogle år kan klare sig med et par stolper, som er gravet ca. 80 cm ned i jorden og stabiliseret godt. Giv dem lidt hældning udad, så kan de bedre klare trækket.

Når jeg taler om “den dovne have” er det selvfølgelig ikke haven, der er doven, men havens ejere, og det bør de have lov til at være. Men uanset hvor godt haven er planlagt med henblik på, at den kræver mindst muligt arbejde, vil der altid være noget, der skal gøres. Træer der bliver for store. En busk der viser sig at blive større end forventet. Man får foræret en plante, som skal plantes det helt rigtige sted – hvilket kræver, at andre planter eller buske skal flyttes. O.s.v. For slet ikke at tale om når havens ejere får nye idéer!

En kendt landskabsarkitekt, Sven Ingvar Anderson, har engang betegnet haven som “det langsomme skuespil.”

Skuespillet udfolder sig dels i løbet af en vækstsæson, dels over en årrække. Men vi kan også bruge denne synsvinkel på en vandring gennem haven.

Vi starter ude fra gaden, nærmer os forhaven og er klar til at nyde sceneriet. Hvis forhavens funktion alene er at udfylde mellemrummet mellem hus og gade, så er det nok at tilså den med græs. Forventningerne til hvilke oplevelser, vi skal præsenteres for, bliver dog større hvis forhaven udnyttes mere. Det kan være med forskellige planter, f.eks. smukke stedsegrønne og løvfældende buske, enkelte træer.

I nogle tilfælde vil det være oplagt at indrette siddepladser i forhaven. Det er måske dér, der er bedst mulighed for morgensol? Man kan så lave en afskærmning mod gaden i form af en hæk med en højde, som beskytter og giver læ og samtidigt åbner mulighed for uforpligtende kontakt med forbipasserende.

Vi træder herefter ind i selve haven. Muligvis gennem en havelåge, som tydeligt markerer forskellen på “inden for” og “uden for”. Man bør ikke kunne overskue det hele, straks man er inden for – vi vil ikke have afsløret slutningen på skuespillet allerede i første akt. Ved at vandre gennem haven får vi præsenteret de forskellige “aktører”, både de der spiller hovedrollen og statisterne, uden hvis medvirken stykket ville falde til jorden. Hovedrollen spilles af de store solitære træer, som straks tiltrækker sig opmærksomheden, derefter vandrer blikket hen over de buske og planter, der opdeler scenen i rum og understreger betydningen af træernes placering. Blomsternes og bladenes farver giver de enkelte rum hver deres karakter og er placeret lige netop der, hvor solens projektør giver farverne liv. Solisterne blandt buske og blomster danner en skulpturel virkning med bunddækket som det samlende tæppe. Tusmørkehavens hvide farver og duft giver en fortryllende virkning inden scenen forlades.

Som haveejer er man skiftevis tilskuer og scenearbejder i dette skuespil. Men man er også iscenesætter og scenograf! Vi bestemmer selv, hvor træer og planter skal stå, og hvordan samspillet skal være mellem de forskellige former og farver. Selv om er vi ikke fuldt ud er herre over, om planterne spiller præcist den rolle, vi har tiltænkt dem, har vi en betydelig indflydelse på, om det udvikler sig til en tragedie – eller et lystspil.