Kolonihaven

For et par år siden besøgte jeg sammen med en veninde en god bekendts kolonihave. Han havde fortalt om den ved flere lejligheder, og vi var ikke i tvivl om, at stedet betyder meget for ham.

Området er et ældre kolonihaveområde med høje klippede hække, så man kun delvis kan skimte, hvad der gemmer sig bag. Vejene ind til haven er snoede, så han førte an. Gennem lågen ad en trampet sti i højt græs. Et stort træ ved husets venstre side læner sig ud over forskellige elementer, bl.a. af kunstnerisk karakter. Til højre for stien et halvhøjt grønt vildnis. Huset, som han selv har bygget, er et typisk klassisk kolonihavehus, lille, men meget velindrettet.

Haven bag huset rummer bede med urter, frugtbuske og planter samt en lille siddeplads i læ af huset med et fint kig ud over området.

Vi gik en tur i det grønne vildnis foran huset, som viste sig at indeholde flere urtebede. Kartoflerne gemte sig bag andre vækster, men stod frodigt. Bedet med kålplanter var omhyggeligt omkranset af træ og sten, og jorden var synlig mellem planterne. Det var tydeligt, at urterne trivedes godt! Efter besøget tog vi afsked, begge forsynet med en håndfuld sprøde kålplanter, som han havde gravet op under ribsbuskene, hvor “børnehaven” befandt sig.

Det er en af de fineste kolonihaver, jeg har set. Og det er befriende i en tid, hvor mange kolonihaver og sommerhushaver fremtræder overtrimmede som en tro kopi af parcelhushaverne – i stedet for at være et fristed, hvor man kan eksperimentere med afslappet havedyrkning. Gid der var flere af den slags.