På mine venners væg sad der i lang tid en grim og iøjnefaldende installation, som stammede fra den gang, da internettet holdt sit indtog i huset. Det orangefarvede kabel og den gamle el-dåse var ikke til at undgå at se, når man passerede gennem køkkenet ind til stuen, og det generede øjet.
Da mine venner er venlige mennesker, gik de med til et lille eksperiment, hvor jeg fik lov til at lege med farver på væggen. Det gik ud på at fremhæve installationen med en mørkegrå baggrundsfarve brudt af en støvet grøn tværbjælke, hvilket fremhævede det orangefarvede kabel på en positiv måde. Et par små bier på el-dåsen fuldendte billedet, så stedet pludselig blev sjovt at se på.
Da mine venner gik over til fibernet, blev dåsen og kablet fjernet. Men i stedet for at male stedet hvidt som resten af væggen, bad de om at få genskabt billedet! Det blev så kun todimentionalt, men det bidrager fortsat til at markere stedet.
Min teori om, at man kan camouflere noget kedeligt ved at fremhæve det, passede også denne gang.
You must be logged in to post a comment.