Mange af os har det lige som med planter: Vi trives bedst, når vi kan komme i læ for vinden. En effektiv måde er at sætte sig i udestuen. Men man kan også sidde godt ude, selv om det blæser – når terrassen er placeret og udformet rigtigt.
Terrassen er husets nærmeste uderum. Ved mange parcelhuse er den placeret, så der er direkte udgang fra opholdsstuen eller alrum, hvilket får den til at virke som en udvidelse af boligen.

Clematis montana er en skønog frodig klematis og er en dejlig forårsbebuder.

En god terrasse er efter min opfattelse et sted, hvor man sidder i læ (næsten) uanset, hvordan vindretningen er – derfor kan det være en god idé at have flere. Den er tilpas stor, så der er plads til både familie og venner, men ikke for stor. Der skal både være sol og halvskygge. Gulvet i den er sådan, at borde og stole står stabilt – i form af fliser, klinker eller træ. Væggene er “grønne”, og de stikker ikke. Loftet har himlens farve, men en del af terrassen må gerne være overdækket, så der er et sted at trække ind under, hvis der falder et par dråber. Overdækningen kan være et træ af passende størrelse, der giver flimrende halvskygge på det rette tidspunkt af dagen og beskytter mod de første dråber. Det kan også være en pergola med blåregn, clematis eller vin. En kæmpeparasol kan også bruges som supplement. Ønsker man en egentlig overdækning, kan klare plader eller en baldakin måske være løsningen.

Dejlig krog ved spejldammen. Vandet giver reflekser på væggen i stuen.

Terrassen skal være ugenert og uden indblik og være det sted, man kan kunne smide sig som man vil uden at tage hensyn til omgivelserne. Men selv om man kun har én, behøver den ikke nødvendigvis at ligge lige uden for stuedøren – den kan lige så godt være placeret i den anden ende i haven. Eneste ulempe er så, at man skal gå længere med kaffebakken, men med haver af almindelig størrelse kan det vist ikke være noget problem. Fordelen ved at have terrassen – eller én af terrasserne – placeret i den anden ende af haven er, at hus og have bogstavelig talt opleves fra en ny vinkel. Et bed i modlys, hvor farverne spiller sammen på en ny måde, glæden ved at se det pæne hus, fornemmelsen af at være midt ude i det grønne.

Til terrassens vægge kan benyttes en klippet hæk, f.eks. af bøg Fagus sylvatica eller lærk Larix kaempferi. Bøgen bevarer de brune blade om vinteren og lukker for indblik. Lærken får den smukkeste gule farve i en kort periode, men efter at have smidt nålene præsenterer den derefter det fineste grenværk, der tillader et vist udsyn. Andre hækplanter kan anvendes, men disse er de mest karakteristiske. Blomstrende buske kan også anvendes til terrassens vægge, men kræver mere plads. Spinklere sorter af jasmin, som generelt er gode lægivere, kan også bruges, f.eks. Philadelphus-hybrid ‘Mont Blanc’ eller P. x cymosus ‘Bouquet Blanc’. I princippet kan alle buske anvendes, men bør vælges med omtanke, de er ikke alle lige spændende at se på hele året.

For at fremme væksten af hækplanter eller buske kan der sættes et let hegn af flet eller andet, hvilket gavner både brugerne af terrassen og planterne, indtil terrassen er lukket af planter. Det behøver ikke nødvendigvis at være dyrt – bambuspinde fra de opgravede bambus kan sagtens fungere som en pæn læskærm de 2-3 år, der er behov for.

Bøgehækken omkring terrassen giver godt med læ og er en god afskærmning året rundt. Den smalle åbning lader én ane haverummet bagved, men bør ikke være smallere, end at man kan komme forbi med kaffebakken.

Indretningen af en god terrasse er et individuelt anliggende, præcis lige som valg og indretning af boligen. Først skal vægge, gulv og loft være i orden, herefter kan møbleringen foretages – både med det, der skal fryde øjet og det, der skal opfylde kravene til bekvemmelighed. Udvalget af planter til krukker er stort, og mulighederne for at eksperimentere er uendelige. Der er noget for enhver smag, og noget af “inventaret” kan ændres fra år til år.

Modsat havestuen giver terrassen en anden fornemmelse af nærhed til det derude. Planternes og jordens duft en væsentlig bestanddel af oplevelsen sammen med lyden fra de smådyr, der pusler mellem buskene. Tavs fugleflugt og lyset fra himlen bidrager til stemningen.

En god lækrog er mere uformel – men mindst lige så god, hvis man højst er to. Der skal ikke så meget til, en tæt busk og et par stole kan gøre det. En planke på to sten under syrenen. Eller den lille bænk under hylden i køkkenhaven. Den giver virkelig mulighed for at være i fred og ro nogle timer med en god bog. Men der bør være flere lækroge rundt omkring i haven, så man på sin(e) daglige havevandringer altid har et sted, hvor der er læ og nogenlunde fred, og hvor man kan sidde og fundere – over tilværelsen og over, hvordan man nu kan forbedre haven.

Similar Posts